Kender du det? Man vender ryggen til sit glade lille barn for at lade sin partner tage over.. og så bryder helvede løs!
Han skriger, far (i dette tilfælde) er slet ikke god nok, og mor kan på ingen måde koncentrere sig om hvad det nu var hun skulle..
Sådan har Alfred aldrig været! Han har aldrig brokket sig over at være hos andre – ikke engang da vi var i Thailand og en fremmed Inder kom hen og tog ham op fra hans stol og gik med ham (der blev selv jeg utryg!!).
Men siden vi kom hjem fra Thailand er han vendt på en tallerken. Han søger konstant tryghed hos mig, og jeg bebrejder ham ikke, for det er trods alt mig der har været sammen med ham hver dag siden hans tilblivelse. Samtidig sker der en masse ting for ham, særligt efter han har lært at gå, og verden pludselig ser helt anderledes ud!
Anders mister hurtigt tålmodigheden, og jeg forstår ham godt! Tænk at prøve at trøste sit barn, og at det så bare løber efter mor i stedet? Anders synes virkelig det er hårdt at være sammen med Alfen for tiden, og det gør jo ikke ligefrem situationen bedre!
Jeg håber virkelig Alfen snart kaster lidt mere kærlighed mod hans far – og omvendt! Jeg er sikker på at så snart den ene begynder, så går det stærkt!
Har du nogle gode erfaringer med et ‘mors barn’? Hvad skal jeg sige til min kære mand, så han får tålmodighed og mod på den lille Alf?
For en god ordens skyld skal jeg lige sige, at Anders selvfølgelig elsker vores lille Alf meget højt!
Tak fordi du læste med!
xx
majasode.com 