“Hvad?” tænkter du måske, når du læser denne overskrift.. “Barnets behov kommer altid før morens!”. Men så simple er tingene alligevel ikke – i hvert fald ikke i mit hovede.
Der er nogen der siger, at mor skal have det godt før barnet kan have det godt og det tror jeg der er en stor sandhed i! Jeg synes faktisk efterhånden der er en tendens til, at man skal gemme sine egne behov væk, for kun at have fokus på sit barn, men jeg tror ikke på det er godt! Lige som jeg heller ikke tror det er godt kun at dyrke sit forhold – man skal også huske at pleje og dyrke sig selv!
Jeg har på nogle punkter haft det rigtig svært siden alfen kom til verden! Ikke med ham, men med den måde jeg, af nogen, er blevet behandlet på, siden han kom ind i vores liv. De af jer der har læst indlægget Bagsiden af mor-medajlen ved allerede, at jeg har været ude i nogle kampe med nogle nære mennesker, bl.a. når det kommer til pasning, men også i mange andre sammenhænge, hvor både Alfreds og mine behov er blevet negligeret af andre.
Det fylder stadig meget, og jeg tænker meget over det! Alfred er ved at være så stor, så man begynder at kunne se mere og mere personlighed.. Fx ved jeg nu, at han elsker at være sammen med andre mennesker, og er meget udadvendt – i modsætning til mig.. Jeg kan godt lide at være sammen med andre, men det er mindst lige så vigtigt for mig at kunne trække mig tilbage og være mig selv med min mand og mit barn!
Jeg begynder at se tilbage med et andet perspektiv.. Var det kun Alfreds behov? Eller var nogle af dem mine? Jeg troede det var hans, for indtil han blev lidt større, spejlede jeg hans følelser i mine.. Jeg ved jo at han har behov for at spise og sove, men det var heller ikke de behov der var svære at forsvare – om end man kan undre sig over det overhovedet var nødvendigt at forsvare overhovedet! Og jo mere jeg tænker over det, jo mere kan jeg se, at mange af de ting jeg føler mig såret over, egentlig skyldes at jeg ikke blev respekteret og anerkendt for mine behov!
Det lyder måske egoistisk, og måske tænker du, at jeg jo ikke bare kan regne med at få min vilje.. men for mig er det overtrædelser af meget personlige grænser, når mennesker som betyder noget i mit liv, ikke anerkender mig for det jeg er og har brug for, men i stedet føler at de skal fortælle mig, at jeg føler noget forkert, bare fordi mine behov ikke passer ind i deres skema, eller matcher deres egne behov.
Jeg kan ikke være en god mor for mit barn, når jeg hele tiden bliver mødt med kritik og en følelse af at være forkert. For at kunne imødekomme hans behov, har jeg brug for at føle at mine egne er dækket. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan være en god mor, når jeg ikke har det godt, men det er opslidende på så mange måder, og jeg ved det påvirker ham! Jeg ville bare ønske at dem omkring mig kunne se det!
Jeg håber at vi en dag finder en løsning på problemet, og jeg håber den dag kommer snart! For jeg vil ikke igennem en barsel som denne igen!
Er der mon nogen af jer der har stået i lignende situationer med nære mennesker, og som har et godt råd til, hvordan I er kommet videre?
Tak fordi du læste med!!
xx
majasode.com 