(ingen titel)

Handler det bare om følgere og sponsorater?

Så altså.. jeg har tænkt meget over det her de seneste måneder.. hvad handler det her instagramming og blogging egentligt om?

Jeg elsker det.. jeg elsker at tage billeder, jeg elsker at se smukke billeder, jeg elsker de fine beretninger, jeg elsker fællesskabet med mennesker der deler mine interesser.. men hvad handler det egentlig om?
Handler det om smukke billeder? Perfekte hjem? Velklædte børn? Eller noget helt andet? Hvad er det der gør, at jeg bruger så meget tid på Instagram, og på bloggen?

Handler det om følgere, om at blive set? Om sponsorater? Handler det om anerkendelse? Er det en konkurrence?
Til tider føler jeg mig som en dårlig mor og ægtefælle, fordi jeg bruger så meget tid på disse medier. Men hvorfor gør jeg det?

Jeg har tænkt og tænkt.. vendt og drejet det.. hvad er det der driver mig? Hvad driver alle de andre smukke profiler og blogs – og ikke mindst: menneskerne bag?

Det startede enkelt! Jeg blev mor. Alfred kom til verden, og jeg var ved at sprænges af stolthed! Jeg havde lyst til at vise ham frem til alle! Jeg kunne faktisk ikke lade være! Hvis du er mor, så kender du måske følelsen.. det lille mirakel.. det er for fantastisk til at holde for sig selv!

Jeg delte billeder i tide og utide af min lille Alf og det absolut bedårende tøj og legetøj til min lille guldklump! Det var ikke til at stå for!

Jeg fik hurtigt bekendtskaber herinde.. Primært mødre, som jeg gætter på, følte det samme som mig; stolthed!

Jeg blev hurtigt grebet, og jeg begyndte at finde stor inspiration på Instagram!
Jeg har faktisk altid elsket at tage billeder! Jeg fik mit første kamera i konfirmstionsgave, og kort tid efter vandt jeg en lille fotokonkurrence! (Dengang var det ikke så udbredt at tage billeder på den måde, så jeg havde gode chancer).
Da jeg blev student fik jeg mit spejlreflekskamera af min daværende kæreste (som i dag er min mand!). Jeg tog en masse (!!!) billeder! Billeder af blomster, af smykker, af knagerækker – you name it! Dengang var Instagram ikke udbredt på samme måde som i dag, og jeg følte ikke rigtigt at mine venner på Facebook gad se på mine kreative billeder (eller hvad man skal kalde dem). Efterhånden blev kameraerne på telefoner bedre og bedre og mine kreative billeder gik i glemmebogen.

Da jeg startede min Instagramprofil op, blev jeg hurtigt inspiret, og jeg fik lyst til at tage billeder igen! Jeg elskede følelsen af at kunne dele billeder med andre, som faktisk går op i motivet og tankerne bag! Og det gør jeg stadig!

Jeg elsker at være en del af en platform, hvor man har ligesindede, som går op i, om det er et godt billede, om billedet fortæller en historie, om mit barn har lært at kravle, har ondt i maven eller bare ser mega sød ud på det her billede!

Men det er også let at lade sig rive med.. hvor mange følgere har jeg? Hvor mange likes får jeg? Hvor mange sponsorer har jeg? Og pludselig ender man med at fokusere på de forkerte ting.. ikke på de mennesker og den dejlige stemning der er, men på tal og udbytte..

Jeg har ikke en blog eller indtagramprofil med et hav af følgere.. jeg har heller ikke ret mange sponsorater.. og det irriterede mig helt vildt på et tidspunkt! Jeg kiggede på de andre jeg har fulgt herinde længe, og så hvordan de fik succes og aftaler i hus gang på gang! Jeg følte mig som en fiasko! Som om jeg ikke ‘kunne finde ud af det’, og som om det jeg gjorde/gør ikke var godt nok.

Men jeg har tænkt og tænkt.. det her med at blogge og tage billeder.. det er virkelig noget jeg elsker! Det gør mig glad, det udvikler mig, det giver mig nye bekendtskaber, det inspirer mig og giver mig ideer! Jeg elsker det!

Jeg bruger rigtig meget tid og mange kræfter, men på en eller anden måde avler det bare idéer, overskud og glæde!

Jeg synes det er sjovt at tage billeder, og jeg øver mig virkelig I at blive god til det! Og det er det der er vigtigt for mig! At jeg gør noget som jeg elsker og får energi og livsglæde af! Jeg synes det er sjovt fordi jeg kan dele de billeder, tanker og følelser der betyder noget for mig, med andre som værdsætter det! Og selvfølgelig er det sjovt at få lov at dele med så mange som muligt! Men det vigtigste for mig er, at det jeg gør, gør mig glad og jeg kan mærke mig selv i det!

Så derfor; TAK! Tak fordi du læser det her! Tak, hvis du følger mig på Instagram! Tak hvis du værdsætter mig, mine billeder og skriverier!

Det gør mig så glad og taknemmelig!

TAK! 🖤

Kalkmaling på børneværelset

Sponsoreret indlæg

Jeg har været så heldig at få mulighed for at prøve Jutons kalkmaling fra malgodt.dk.

Det er efterhånden blevet meget populært, og jeg har set så mange smukke resultater med kalkmaling, og nu blev det endelig min tur til at prøve.

Jeg er en af dem, der bor i en lejlighed med det der vildt smukke savsmuldstapet (ironi kan forekomme..). Det har altid irriteret mig enormt meget, men jeg synes faktisk at kalkmalingen her er det bedste der nogensinde er sket for det tapet 😅
Det skal dog også siges, at resultatet måske forekommer en smule anerledes end hvis man maler på almindelige glatte vægge – måske mest hvis man ser det tæt på.

Jeg har brugt farven grå skifer, og selvom jeg malede ovenpå en mørk blå væg, var det intet problem at få malingen til at dække med et enkelt lag. Du kan finde malingen her. Jeg brugte en bred pensel (find den her), fordi jeg, efter at have set en masse youtube videoer, kom frem til at det var det resultat jeg bedst kunne lide.

Det var nemt at arbejde med malingen, og jeg havde faktisk forestillet mig, at det ville være langt mere besværligt end det var. Jeg har kun givet det et enkelt lag, men vil gerne give det et mere. Jeg kunne simpelthen bare ikke vente så længe med at vise jer resultatet, og da jeg er alene med Alfen de næste 4-5 dage vidste jeg, at jeg blev nød til at gøre værelset ‘beboeligt’ inden det skal males igen.

Først får I lige lov til at se, hvordan det så ud før:

Farven er meget mørk når man først påfører den, og tørrer derefter meget lyst op.
Her kan I fornemme hvordan den ændrer sig undervejs:

Og så til sidst med møbler, og uden afdækning og stiger:

Og til aller aller sidst får I også lige et før- og efterbillede ved siden af hinanden:

Hvad synes I om det nye look? Jeg er vild med det, og føler det har skabt en lidt roligere stemning på værelset.

Hvis I har spørgsmål skal I ikke tøve med at spøge! Og hvis I har mere tekniske spørgsmål til maling/farver etc, så er der både mulighed for at ringe og chatte med de søde mennesker hos malgodt.dk!

Tak fordi I læste med!

Stuen har fået et friskt pust

Igår udkom Søstrene Grenes nye interiørkollektion, og eftersom jeg er lidt af en grene-aholic var jeg selvfølgelig nede og kigge!

Der var simpelhen så mange fine ting, og til den pris er det svært at sige nej! Jeg kom hjem med et fint konsolbord (som i øvrigt også fås i en virkelig smuk lyserød farve og i 2 størrelser – mit er det lille) og det passede perfekt til min idé om at friske stuen lidt op!

Jeg bestilte i starten af ugen nogle plakater til stuen, og de kom også igår! Jeg gik selvfølgelig i gang med det samme.. Så hurtigt, at jeg glemte at tage før-billeder til jer.. ups. Men her er et par gamle billeder (Seriøst, se lige hvor sørgelig den ene væg var før, det er helt pinligt at vise frem!!!).

Men et konsolbord fra Søstrene Grene (258 kr.), en bunke plakater fra Deseiono.dk (omkring 500 kr. for alle 6), en skål citroner, en blomsterkrans jeg selv har bundet (40 kr) og en lampe fra en loppebutik (40 kr.) senere, så er det en helt anden sag!

Hvad synes I?

Jeg har stadig mange ønsker for stuen, bl.a. en anden sofa og et nyt TV møbel.. Men hvis SU’en skal holde resten af måneder, så bliver det vidst ikke noget der sker foreløbig

Tak fordi I læste med!

Bagsiden af mor-medaljen

Jeg har faktisk delt dette indlæg i en kort og forenkelt udgave på instagram for et halvt års tid siden, men jeg synes alligevel det hører til her på bloggen. Her kommer det i en udvidet version!

Det er lidt over et år siden jeg blev mor for første gang. Inden Alfred kom til verden havde jeg mange ideer og forventninger til, hvordan det ville blive at være nogens mor. Jeg havde, som så mange andre førstegangsmødre læst side op og side ned om forskellige mødres erfaringer, og jeg følte mig så forberedt som man nu kan når man skal have sit første barn. Jeg var ikke kun forberedt på de praktiske ting eller på hvilket udstyr man skulle have til sådan en lille størrelse.. Jeg havde også læst meget om fødselsdepressioner, om at man ikke skulle forvente at være dybt forelsket i sit barn fra starten og en masse andre ubehagelige ting man kan komme ud for som nybagt mor.
Da vores lille Alfred kom til verden elskede jeg ham uendeligt meget fra første sekund! Ord kunne ikke beskrive hvad jeg følte, og stadig føler, og jeg følte mig som verdens lykkeligste og heldigste menneske sammen med mine to elskede drenge!

De første 3 måneder var hårde, sundhedsplejersken mente det var kolik. Han græd ubærligt meget, og det var virkelig hårdt! Jeg har altid været typen der virkelig havde brug for mine minimum 8 timers søvn, hvis ikke helvede skulle bryde løs, men af en eller anden grund fik jeg hele tiden fornyet styrke, og jeg synes faktisk ikke det at få et barn var i nærheden af at være så hårdt som jeg var blevet advaret om, på trods af modgangen i starten. Jeg elsker virkelig at være mor!

“Jeg havde lyst til at skrige!! Skrige som en 2-årig der ikke får sin vilje i BR! Min lille skrøbelige baby, taget ud af armene på mig, og jeg følte ikke jeg kunne gøre noget!”

Men på trods af mine forberedelser og endeløse læsen frem og tilbage om, hvad bagsiden af mor-medaljen kan være, stødte jeg hurtigt på noget jeg ikke var blevet ‘advaret’ om. Fra den dag Alfred blev født var der så mange ting der ændrede sig, ting jeg ikke var forberedt på. Der var pludselig en masse mennesker som følte at de havde en særlig ret, ja nærmest krav på at se og være (meget) sammen med Alfred. Jeg kan huske han kun var et par dage gammel da han første gang blev taget ud af armene på mig, uden jeg blev spurgt eller selv tilbød det (og det var ikke fordi jeg ikke gav folk lov!!).. jeg havde lyst til at skrige!! Skrige som en 2-årig der ikke får sin vilje i BR! Min lille skrøbelige baby, taget ud af armene på mig, og jeg følte ikke jeg kunne gøre noget! Jeg ved godt, at man som nybagt mor er meget skrøbelig, og det måske ikke lyder som noget særligt, men det var det – i hver fald for mig!

Og den nye hårde side at mor-livet viste sig mere og mere.. Flere kritiserede åbenlyst vores måde at gøre tingene på, nogle pressede os for at få lov at være mere sammen med ham, andre for at få lov at passe ham. Jeg blev kritiseret for ikke at give slip, for at være for pylret osv. osv… Alle de ting var der ingen der havde forberedt mig på, og for mig var og er det det hårdeste ved at blive mor. Jeg var parat til at pakke hele vores liv sammen og flytte langt langt væk fra alle de mennesker, som jeg følte konstant pressede mig til at gøre og være noget andet end det der faldt mig naturligt! Jeg var forvirret og fortvivlet over at føle at mennesker som stod mig nær ikke anerkendte mig og mine følelser. Hvad var det for noget? Siden hvornår var det blevet en dårlig ting at bekymre sig for sit barn, have et ønske om at være sammen med sit barn og selv at passe sit barn?

Jeg fik snakket med min mand om, hvordan jeg havde det, og selvom han ikke følte det samme, bakkede han mig op og prøvede i den kommende tid at hjælpe og støtte mig når vi kom ud i de ubehagelige konfrontationer. Det hjalp en lille smule for en kort stund, men snart var alting som før..

“Det er ikke min søn eller min mand der gør det hårdt. Det er alle dem, som synes de har krav på og ret til at blande sig
i vores lille familie.”

Alfred er nu 14 måneder gammel, jeg er tilbage på studiet, og min barsel er slut. Når jeg ser tilbage på min barsel har det på en gang været den bedste og den hårdeste tid jeg nogensinde har været igennen. Det er ikke min søn eller min mand der gør det hårdt. Det er alle dem, som synes de har krav på og ret til at blande sig i vores lille familie. Dem som ikke kommer med råd, men nærmest dikterer hvad vi skal gøre. Dem som kritiserer vores metoder, ruller øjne af vores rutiner, og som konstant prøver at presse mig til at være mere ligeglad med min lille søn, bare at give ham fra mig.. Jeg havde aldrig troet jeg ville blive sådan en mor, men det blev jeg! Jeg blev den mor, som savner sin søn når han sover! Jeg blev den mor, der bliver bekymret når han hoster eller græder meget. Jeg er den mor, som ikke har lyst til at få ham passet. Og jeg vil have lov til at være den mor! Det er ikke forkert!! Det skal jeg bare huske at sige til mig selv!

“Jeg føler de har overset mig, overrumplet mine behov og følelser til fordel for deres egne lyster og interesser!”

Jeg har hele tiden tænkt, at det var helt normalt og fint ikke at få passet ham mens jeg var på barsel. Jeg var jo hjemme for at passe ham, og jeg elskede det, så hvorfor skulle han passes?
Nu er min barsel slut, Alfen er hjemme til 2. oktober hvor han starter i vuggestue, og Anders og jeg skal få studie og forældrerollen med et barn på fuld tid til at fungere den næste måned. Og her sidder jeg.. parat til at sætte min uddannelse over styr for ikke at skulle have ham passet af bestemte personer! Jeg føler at tilliden er brudt til dem der har presset så meget på. Jeg føler de har overset mig, overrumplet mine behov og følelser til fordel for deres egne lyster og interesser! Jeg føler mig som en rugemaskine, der kun er her for at poppe unger ud til deres fornøjelse, og når det er sket kan jeg bare gå ind og ruge på den næste.
Alfen har aldrig haft problemer med at være hos andre. Han har ikke nødvendigvis behov for at være hos mig 24/7 mere.. det handler om mig, og det ved jeg!

Jeg har lyst til at få ham passet. Jeg ville elske en aften ude med min mand (og jeg ved det ville være den bedste gave at give ham!!).
Jeg har lyst til at han skal passes af de mennesker som har respekteret, accepteret og anerkendt mig, uanset hvordan jeg har haft det eller hvordan jeg har gjort tingene. De mennesker som har kunnet se, at jeg gjorde det så godt jeg kunne. De mennesker som vidste, at det bedste for Alfred var og er, at hans mor har det godt! Men jeg ved også at det vil skabe konflikter og splittelse, og det har jeg ikke har ret til at vælge alene. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi at noget så uskyldigt og smukt som et barns tilbliven skulle skabe så meget splittelse.

Så her er jeg. Et år efter jeg blev mor. Jeg er er stadig fyldt op med tanker og ønsker om at flytte langt væk, men et sted dybt inden i ved jeg også at jeg nok ikke kan flygte fra problemerne. Jeg synes virkelig vi har prøvet. Vi har sagt det pænt og indpakket. Vi har sagt det surt og direkte. Vi har sagt det mange gange. Vi har virkelig prøvet at løse det! Men det er som om modtagerne er døve, og vi er løbet tør for idéer.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde vidst det her ville ske på forhånd, så kunne jeg have forberedt mig, om ikke andet, så mentalt.”

Det påvirker mig stadig meget! Faktisk rigtig meget! Det påvirker mit forhold til min mand og vores ægteskab. Det påvirker fremtidsplaner. Jeg er bange for at få et barn mere. Bange for at det hele starter forfra. Bange for at blive gravid før vi er flyttet længere væk. Bange for at overlade min søn til dem, som jeg rent faktisk stadig stoler på!

Jeg føler det er vigtigt at tale om bagsiden af medaljen, for der er så mange mødre der knækker halsen fordi de kun hører de gode historier!
Derfor vil jeg også opfordre jer til at dele hvad I synes har været svært ved at blive mor! Hvad synes I kommende mødre skal vide og forberedes på?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde vidst det her ville ske på forhånd, så kunne jeg have forberedt mig, om ikke andet mentalt.

Tak fordi du læste med!

Opdatering fra ‘det virkelige’ liv

Hej kære læser

Long time, no see.

Det har været en hård uge, synes jeg! I torsdags startede jeg på pædagoguddannelsen som netstuderende, og min barsel er nu fuldstændig slut. Til dem af jer der ikke ved hvad det er at være netstuederende, så betyder det, at det meste undervisning foregår over nettet, og vi har en del færre af de gode gammeldags undervisningsdage. Jeg skal være der 4 ud af 5 mandage, og hver 5. fredag og lørdag. Jeg håber Anders og jeg kan få det til at fungere, for Anders er også netstuderende, og bor derfor på skolen i Sorø fra søndag-tirsdag hver 2. uge!

Alfen blev syg i tirsdags, både med forkølelse, feber og opkast, og for at sige det mildt, så har søvn været en by i Rusland!

Det var virkelig hårdt at skulle efterlade ham, når han var så skidt, og det har også været ekstremt hårdt at starte noget helt nyt med så lidt søvn i baggagen. For at det ikke skal være løgn endte jeg også med at blive snot forkølet… jeg tænker, at lykken snart må vende, right?

Alfen har først vuggestueplads fra den 2. oktober og Anders skal i praktik hos Årstiderne i hele oktober og november (=vi ser ham nok ikke ret meget). Det bliver en hård start, men jeg er sikker på vi klarer det, så længe dem omkring os lader os gøre det på vores egen måde! I disse dage er han hjemme hos Anders (se dem lige på billedet, de er så søde, og jeg elsker at alt på billedet er helt skævt), og jeg er så glad for at de får den tid sammen – og ikke mindst for at han ikke skal passes når han er syg!

En lille update herfra – nu smutter jeg i skole!

Tak fordi du læste med 💌

Pift børneværelset op på 5 minutter

Nogle gange kan det måske virke uoverskueligt at skulle lave om på et værelse. Måske synes du ikke lige du har tiden til det, måske handler det mere om økonomien? Eller måske synes du slet ikke at møblerne kan stå spor anderledes?

Fortsæt læsning “Pift børneværelset op på 5 minutter”

Mors dreng, fars plageånd

Kender du det? Man vender ryggen til sit glade lille barn for at lade sin partner tage over.. og så bryder helvede løs! Fortsæt læsning “Mors dreng, fars plageånd”

Smugkig i Alfens efterårsgarderobe

Kalenderen siger snart september, og det betyder at efteråret så småt begynder at nærme sig.

Garderoben med sommertøj (som vi kun har brugt i Thailand..) skal skiftes ud. Alfen har allerede fået en masse lækkert tøj, og er stort set klar til efterår – det meste er faktisk allerede taget i brug. Den danske sommer er jo det nye efterår, I ved!

Jeg elsker de farver der er fremme i år. De minder mig mest af alt om en gåtur i skoven ved efterårstid. Varme og brændte farver. Som nogle af jer måske ved, så er jeg ikke den bedste til for mange farver, men der har faktisk sneget sig lidt farver ind, ud over blå og grå! Jeg kører meget i de samme mærker for tiden; Minimalisma, Marmar, Monkind Berlin, Noa Noa og Angulus.

Dem der kender mig ved, at jeg også elsker Konges Sløjd meget højt! Desværre var jeg ikke hurtig nok til at få deres lækre nye strik, så jeg venter tålmodigt på nye forsyninger – og deres nye lemon print selvfølgelig! 🍋

For en god ordens skyld vil jeg skynde mig at sige, at der ikke er noget af det nedenstående der er sponsoreret, det er købt og betalt fordi jeg kan li’ det!

Tag et kig!

Tak fordi du læste med!

Barselsboblen skal springes

I april 2016 var jeg ved lægen. Jeg var gravid med 3 måneder til termin, og jeg havde det rigtig skidt. Både psykisk og fysisk. Det var ikke første gang jeg var hos lægen, men jeg var blevet holdt hen. Nu var jeg tilbage, og denne gang vidste jeg godt hvad klokken havde slået.

Jeg kunne næsten ikke gå for smerter, og min hverdag føltes uoverskuelig. Alt jeg gjorde, gjorde ondt. Jeg kunne hverken holde ud at gå, stå, sidde eller ligge, og det eneste jeg ville, var at have den baby ud!!! Det var ikke kun fysisk hårdt, det tog også hårdt på mig psykisk.

Jeg gik hjem fra lægen med en sygemelding. Jeps, du har sikkert regnet det ud.. Jeg havde bækkenløsning. Jeg havde et kort forløb hos en fysioterapeut, men der var intet at gøre, jeg skulle bare holde mig i ro, helst ikke sidde op mere en 30 min af gangen, lave nogle øvelser og vente.

Og det blev så starten på min barsel – ikke helt som jeg havde planlagt den! Jeg nåede ikke at færdiggøre mit semester på studiet, jeg KEDEDE mig og jeg kunne ikke lave noget selvom jeg var hjemme! Tiden føltes uendeligt lang!

Den 3. juli 2016, 2 timer efter min termin kom Alfred! Hele min verden blev vendt op og ned. Jeg havde haft mange forestillinger og forventninger om, hvordan jeg ville blive som mor, men da han var hos os ændrede jeg mig! Det kom meget bag på mig, og skabte en masse uforudsete konflikter – dem må jeg fortælle om en anden gang.

Min barsel har ikke altid været en dans på roser – det er den vel for de færreste. Alfen havde kolik de første 3 måneder, Anders boede på sin skole i Sorø hver 2. uge, Alfen har aldrig været god til at sove ret meget osv. osv.
Alligevel har det været det bedste år i mit liv. Fra det øjeblik jeg holdt min lille søn i armene for første gang følte jeg ro. Den følelse af ikke at vide hvor man hører til og hvad man skal med sit liv forsvandt, og jeg følte mig lykkelig! Det er svært at beskrive, og jeg har oplevet, at det også er svært for mange at forstå, men min barsel med Alfen har været det bedste år i hele mit liv!

Om en uge slutter min barsel, og jeg starter på pædagogseminariet. Vi skal have en helt ny hverdag til at fungere. Jeg skal til at bruge mit hovede igen, starte på et nyt studie, alfen skal starte i vuggestue, Anders skal være væk hver 2. uge, alfen skal være adskildt fra sine forældre og ja, jeg kunne blive ved! Det er skræmmende! Min verden har stået stille det seneste år, men det har den ikke for alle andre. Jeg føler mig som Austin Powers der har været frosset ned, og nu er blevet tøet op 10 år senere. Som en maskine der ikke har været i brug i langt tid, og man nu skal se om den overhovedet virker mere.

Jeg ved at mange har klaret det før os, og jeg ved vi også nok skal klare det, men tanken om, at noget der har føltes så rigtigt, rart og sundt for vores familie nu er nået til vejs ende, den tanke er tyngende.

Et stort shout out til alle de mødre der har elsket deres barsel til sidste sekund, men er kommet stærkt tilbage til en hverdag med arbejde/studie igen – I er for seje!

Og til sidst et billede af alfen for hver måned vi har tilbragt herhjemme sammen!

Tak fordi du læste med!

Alfens nye værelse

Alfen har fået opdateret sit værelse over den seneste måned.

Den største forandring der er sket, er den nye vægfarve. Der er delte meninger om den dybe blå farve jeg har valgt, og jeg var også meget i tvivl. Men jeg tænkte ‘vi skal jo ikke bo i denne her lejlighed for evigt’, og så sprang jeg ud i det.

Den mørke farve tilfører en dejlig stemning til værelset. Det er jo kun en enkelt væg der er malet blå, og det er lige tilpas nok til at man føler en form for hule-stemning. Ind imellem tænker jeg også på en smuk nattehimmel når jeg ser den.

Alfen har også fået en foldemadras – desværre rakte SU’en ikke til en by Klipklap, men jeg tror nu også han er ligeglad. Han har elsket den fra første sekund, og der går ikke en dag uden han kravler op sidder som en lille konge og kigger ud over sit kongerige/værelse.

Mit seneste projekt har været hans nye seng. Den stammer fra min mors barndomshjem, og det synes jeg bare er så hyggeligt! Den kan trækkes ud i forskellige længder, og jeg tror den bliver perfekt til når alfen snart skal ind og sove på sit eget værelse. Sengen var oprindeligt blå, min mormor fik den lavet hos en møbelsnedker, og farven blev blandet specielt til at matche min mormor og morfars sengegærde på deres seng. Jeg har valgt at male den hvid, og jeg synes den er blevet rigtig fin!

Han bruger rigtig meget tid på sit værelse efter jeg har lavet om derinde, og det må jo betyde at han er glad for at være der. ~~Så må vi se hvor længe denne opstilling holder!~~

Tusind tak fordi I læste med!!

“Jeg havde lyst til at skrige!! Skrige som en 2-årig der ikke får sin vilje i BR! Min lille skrøbelige baby, taget ud af armene på mig, og jeg følte ikke jeg kunne gøre noget!”

“Det er ikke min søn eller min mand der gør det hårdt. Det er alle dem, som synes de har krav på og ret til at blande sig i vores lille familie.”

“Jeg føler de har overset mig, overrumplet mine behov og følelser til fordel for deres egne lyster og interesser!”

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde vidst det her ville ske på forhånd, så kunne jeg have forberedt mig, om ikke andet, så mentalt.”

“Det er ikke min søn eller min mand der gør det hårdt. Det er alle dem, som synes de har krav på og ret til at blande sig
i vores lille familie.”