Bagsiden af ‘mor-medaljen’

Jeg har faktisk delt dette indlæg i en kort og forenkelt udgave på instagram for et halvt års tid siden, men jeg synes alligevel det hører til her på bloggen. Her kommer det i en udvidet version!

Det er lidt over et år siden jeg blev mor for første gang. Inden Alfred kom til verden havde jeg mange ideer og forventninger til, hvordan det ville blive at være nogens mor. Jeg havde, som så mange andre førstegangsmødre læst side op og side ned om forskellige mødres erfaringer, og jeg følte mig så forberedt som man nu kan når man skal have sit første barn. Jeg var ikke kun forberedt på de praktiske ting eller på hvilket udstyr man skulle have til sådan en lille størrelse.. Jeg havde også læst meget om fødselsdepressioner, om at man ikke skulle forvente at være dybt forelsket i sit barn fra starten og en masse andre ubehagelige ting man kan komme ud for som nybagt mor.
Da vores lille Alfred kom til verden elskede jeg ham uendeligt meget fra første sekund! Ord kunne ikke beskrive hvad jeg følte, og stadig føler, og jeg følte mig som verdens lykkeligste og heldigste menneske sammen med mine to elskede drenge!

De første 3 måneder var hårde, sundhedsplejersken mente det var kolik. Han græd ubærligt meget, og det var virkelig hårdt! Jeg har altid været typen der virkelig havde brug for mine minimum 8 timers søvn, hvis ikke helvede skulle bryde løs, men af en eller anden grund fik jeg hele tiden fornyet styrke, og jeg synes faktisk ikke det at få et barn var i nærheden af at være så hårdt som jeg var blevet advaret om, på trods af modgangen i starten. Jeg elsker virkelig at være mor!

“Jeg havde lyst til at skrige!! Skrige som en 2-årig der ikke får sin vilje i BR! Min lille skrøbelige baby, taget ud af armene på mig, og jeg følte ikke jeg kunne gøre noget!”

Men på trods af mine forberedelser og endeløse læsen frem og tilbage om, hvad bagsiden af mor-medaljen kan være, stødte jeg hurtigt på noget jeg ikke var blevet ‘advaret’ om. Fra den dag Alfred blev født var der så mange ting der ændrede sig, ting jeg ikke var forberedt på. Der var pludselig en masse mennesker som følte at de havde en særlig ret, ja nærmest krav på at se og være (meget) sammen med Alfred. Jeg kan huske han kun var et par dage gammel da han første gang blev taget ud af armene på mig, uden jeg blev spurgt eller selv tilbød det (og det var ikke fordi jeg ikke gav folk lov!!).. jeg havde lyst til at skrige!! Skrige som en 2-årig der ikke får sin vilje i BR! Min lille skrøbelige baby, taget ud af armene på mig, og jeg følte ikke jeg kunne gøre noget! Jeg ved godt, at man som nybagt mor er meget skrøbelig, og det måske ikke lyder som noget særligt, men det var det – i hver fald for mig!

Og den nye hårde side at mor-livet viste sig mere og mere.. Flere kritiserede åbenlyst vores måde at gøre tingene på, nogle pressede os for at få lov at være mere sammen med ham, andre for at få lov at passe ham. Jeg blev kritiseret for ikke at give slip, for at være for pylret osv. osv… Alle de ting var der ingen der havde forberedt mig på, og for mig var og er det det hårdeste ved at blive mor. Jeg var parat til at pakke hele vores liv sammen og flytte langt langt væk fra alle de mennesker, som jeg følte konstant pressede mig til at gøre og være noget andet end det der faldt mig naturligt! Jeg var forvirret og fortvivlet over at føle at mennesker som stod mig nær ikke anerkendte mig og mine følelser. Hvad var det for noget? Siden hvornår var det blevet en dårlig ting at bekymre sig for sit barn, have et ønske om at være sammen med sit barn og selv at passe sit barn?

Jeg fik snakket med min mand om, hvordan jeg havde det, og selvom han ikke følte det samme, bakkede han mig op og prøvede i den kommende tid at hjælpe og støtte mig når vi kom ud i de ubehagelige konfrontationer. Det hjalp en lille smule for en kort stund, men snart var alting som før..

“Det er ikke min søn eller min mand der gør det hårdt. Det er alle dem, som synes de har krav på og ret til at blande sig
i vores lille familie.”

Alfred er nu 14 måneder gammel, jeg er tilbage på studiet, og min barsel er slut. Når jeg ser tilbage på min barsel har det på en gang været den bedste og den hårdeste tid jeg nogensinde har været igennen. Det er ikke min søn eller min mand der gør det hårdt. Det er alle dem, som synes de har krav på og ret til at blande sig i vores lille familie. Dem som ikke kommer med råd, men nærmest dikterer hvad vi skal gøre. Dem som kritiserer vores metoder, ruller øjne af vores rutiner, og som konstant prøver at presse mig til at være mere ligeglad med min lille søn, bare at give ham fra mig.. Jeg havde aldrig troet jeg ville blive sådan en mor, men det blev jeg! Jeg blev den mor, som savner sin søn når han sover! Jeg blev den mor, der bliver bekymret når han hoster eller græder meget. Jeg er den mor, som ikke har lyst til at få ham passet. Og jeg vil have lov til at være den mor! Det er ikke forkert!! Det skal jeg bare huske at sige til mig selv!

“Jeg føler de har overset mig, overrumplet mine behov og følelser til fordel for deres egne lyster og interesser!”

Jeg har hele tiden tænkt, at det var helt normalt og fint ikke at få passet ham mens jeg var på barsel. Jeg var jo hjemme for at passe ham, og jeg elskede det, så hvorfor skulle han passes?
Nu er min barsel slut, Alfen er hjemme til 2. oktober hvor han starter i vuggestue, og Anders og jeg skal få studie og forældrerollen med et barn på fuld tid til at fungere den næste måned. Og her sidder jeg.. parat til at sætte min uddannelse over styr for ikke at skulle have ham passet af bestemte personer! Jeg føler at tilliden er brudt til dem der har presset så meget på. Jeg føler de har overset mig, overrumplet mine behov og følelser til fordel for deres egne lyster og interesser! Jeg føler mig som en rugemaskine, der kun er her for at poppe unger ud til deres fornøjelse, og når det er sket kan jeg bare gå ind og ruge på den næste.
Alfen har aldrig haft problemer med at være hos andre. Han har ikke nødvendigvis behov for at være hos mig 24/7 mere.. det handler om mig, og det ved jeg!

Jeg har lyst til at få ham passet. Jeg ville elske en aften ude med min mand (og jeg ved det ville være den bedste gave at give ham!!).
Jeg har lyst til at han skal passes af de mennesker som har respekteret, accepteret og anerkendt mig, uanset hvordan jeg har haft det eller hvordan jeg har gjort tingene. De mennesker som har kunnet se, at jeg gjorde det så godt jeg kunne. De mennesker som vidste, at det bedste for Alfred var og er, at hans mor har det godt! Men jeg ved også at det vil skabe konflikter og splittelse, og det har jeg ikke har ret til at vælge alene. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi at noget så uskyldigt og smukt som et barns tilbliven skulle skabe så meget splittelse.

Så her er jeg. Et år efter jeg blev mor. Jeg er er stadig fyldt op med tanker og ønsker om at flytte langt væk, men et sted dybt inden i ved jeg også at jeg nok ikke kan flygte fra problemerne. Jeg synes virkelig vi har prøvet. Vi har sagt det pænt og indpakket. Vi har sagt det surt og direkte. Vi har sagt det mange gange. Vi har virkelig prøvet at løse det! Men det er som om modtagerne er døve, og vi er løbet tør for idéer.

 

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde vidst det her ville ske på forhånd, så kunne jeg have forberedt mig, om ikke andet, så mentalt.”

Det påvirker mig stadig meget! Faktisk rigtig meget! Det påvirker mit forhold til min mand og vores ægteskab. Det påvirker fremtidsplaner. Jeg er bange for at få et barn mere. Bange for at det hele starter forfra. Bange for at blive gravid før vi er flyttet længere væk. Bange for at overlade min søn til dem, som jeg rent faktisk stadig stoler på!

Jeg føler det er vigtigt at tale om bagsiden af medaljen, for der er så mange mødre der knækker halsen fordi de kun hører de gode historier!
Derfor vil jeg også opfordre jer til at dele hvad I synes har været svært ved at blive mor! Hvad synes I kommende mødre skal vide og forberedes på?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde vidst det her ville ske på forhånd, så kunne jeg have forberedt mig, om ikke andet mentalt.

Tak fordi du læste med!

 

xx

Skærmbillede 2017-08-21 kl. 22.35.46

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑

%d bloggers like this: